Tomatplanter kan dyrkes både i drivhus, på friland, i krukker, højbede og kapilærkasser. Læs med her og lær hvordan du forspirer frø, omplanter og passer dine tomatplanter så du er sikret lækre smagfulde tomater sommeren igennem.
Hvis du gerne selv vil dyrke tomater, så kan du enten vælge at købe nogle færdige små tomatplanter, som du så planter ud. Eller du kan vælge at købe tomatfrø som du kan så. Begge dele fungerer super fint. Men hvis du har tid og overskud til lige at planlægge at gå i gang i køkkenhaven tidligt på året så kan det anbefales af så sine tomatfrø selv. Der er altså også noget rigtig hyggeligt over at holde øje med når frøene spirer og se hvordan de vokser sig store og bliver til tomatplanter der kan plantes ud i enten drivhus eller have (på friland).
Dyrkning af tomatplanter i kapilærkasser
Jeg dyrker for det meste mine tomatplanter i kapilærkasser. En kapilærkasse er en beholder eller kasse, der nemt kan transportere vandet op til planten. Selve kassen fylder man op med normalt cirka 50 liter vand. Ovenpå kassen ligger man så en plantesæk, hvor man planter sine tomatplanter. Rødderne fra tomatplanterne vil så trække mod vandet og kan derfor selv tage det vand de har brug for fra den store kapilærkassen.
Dette system hjælper med at opretholde en stabil vandforsyning til planterne og reducerer vandspild. Kapilærkasser er særligt nyttige i drivhuse, hvor der bliver meget varmt. Det gør at planterne løbende kan suge det vand de har brug for, de bliver ikke over- eller undervandet.
Fordele ved at plante i kapilærkasser
- Smart vanding: Kapilærkasser hjælper med at spare vand ved at levere det direkte til plantens rødder, hvilket gør din have mere miljøvenlig.
- Stabilt vandforsyningssystem: Hold dine planter glade ved konstant at forsyne dem med vand.
- Spar tid på vanding: Kapilærkasser forlænger tiden mellem vandinger, hvilket er praktisk, når du har en travlt med andre ting i hverdagen.
- Forebygger oervanding: Undgå skader på rødderne ved at lade vandet absorbere gradvist. Kapilærkasser hjælper med at minimere risikoen for overvanding.
- Passer til alle slags planter: Uanset hvilke planter du dyrker, kan kapilærkasser tilpasses til dem, hvilket gør dem alsidige og velegnede til enhver have.
Sådan dyrker man tomater
Jeg vil forsøge at forklare det lidt mere detaljeret hvordan man skal gribe dyrkning af tomater an. Beskrivelsen kan bruges lige meget om du skal dyrke tomater i drivhus eller om du skal dyrke tomater på friland. Du kan vælge enten selv at så dine tomatplanter eller du kan købe tomatplanter der allerede er klar til udplantning.
1. Hvilken tomatsort skal jeg vælge?
Når du skal vælge hvilken tomatsort du skal så/plante skal du starte med at finde ud af hvor dine tomater skal stå henne. Skal dine tomatplanter stå udenfor på friland eller i drivhus? Kommer de til at stå i direkte sollys eller halvskygge? Er der meget vind der hvor de skal stå? Når du har fundet ud af det skal du til at se på hvilke sorter du så kan plante i din have eller på din terrasse/altan. Men der er virkelig mange forskellige varianter, du kan f.eks. købe dine tomatfrø hos Fantastiske Frø. Her kan du også filtrere efter hvor planten skal stå.
2. Valg af jord
Så skal du selvfølgelig også bruge noget jord. Til startfasen har du brug for det jord man kalder for 'Så og Priklejord'. Senere hen når du planter dine tomatplanter ud kan du bare bruge en helt almindelig plantesæk, som er beregnet til kapilærkasser.
3. Spiring af frøene
I starten eller midten af marts måned starter du ud med at så dine tomatfrø i en Pindstrup Minikap eller lignende. Det er i princippet et lille minidrivhus, hvor man starter sine planter op. Det smarte er at det er selvvandende. Når de så når en vis størrelse planter man dem ud i lidt større potter. Den jeg har kan der være 60 planter i, så du kan også så dine egne blomster og krydderurter. Generelt gælder det, at tomatfrø skal sættes til forspiring cirka 8 uger før, de skal plantes ud.
- Fyld plantebakken med de 60 huller med så og priklejord.
- Tag 'plantehylden' og pres den ned ovenpå jorden så der kommer små fordybninger.
- Fyld vandbeholderen med 2,5 liter vand.
- Kapilærmåtten fugtes i vandet.
- Plantehylden sættes i vandbeholderen med spidserne nedad.
- Kapilærmåtten placeres ovenpå plantehylden.
- Buk kapilærmåtten ind under så den når ned i vandet på begge sider.
- Sæt plantebakken med jord ovenpå kapilærmåtten.
- Placer tomatfrøene i hullerne.
- Efterfyld med jord så frøene bliver dækket.
- Sæt det klare plastlåg øverst.
- Sæt den lille kapilærkasse et sted hvor der er masser af sollys.
4. Omplantning
Efter cirka 14 dage er dine tomatplanter store nok til at blive plantet om i små plastik potter. De skal stå i disse potter i 3-4 uger og derefter skal de plantes ud i din plantekasse.
- Tag de små spirerede planter ud af mini kapilærkassen. Du kan bruge 'piggene' på bagsiden af plantehylden og så sætte plantebakken ovenpå. På den måde presses alle de små planter op af hullerne.
- Plant så de små planter i mindre plastikpotter og igen i så og priklejord.
- Sørg for at plante dem dybt, så det kun er bladene der stikker op. Stilken bliver omdannet til en rod.
5. Udplantning
Du kan udplante dine tomatplanter i drivhuset omkring 1. maj og på friland omkring midt maj/start juni.
Du skal bruge en Pindstrup Maxikap kapilærkasse eller en anden kapilærkasse og evt. en skjuler til kapilærkassen. Den kan du købe eller du kan bygge den selv.
- Pak kapilærkassen ud og kræng den medfølgende plastik pose ud over kassen.
- Sæt den øverste del af kassen ovenpå.
- Tag den medfølgende røde kugle og læg den ned i hullet, hvor der skal fyldes vand i.
- Tag din plantesæk og løsn jorden i sækken.
- Skær 2 krydser i plantesækken så det passer med hullerne i kapilærkassen. Jeg bruger kun de yderste 2 huller til tomater. I midten planter jeg f.eks. basilikum eller tagetes. Da det er gode naboplanter til tomater.
- Læg plantesækken oven på kapilærkassen med hullerne nedad.
- Skær så en stor firkant ud af plastikken, så der kun er plastik i kanterne.
- Pres så grundigt jorden ned i hullerne i kassen.
- Tilsæt gødning i kassen (fyld det i det lille hul med den røde kugle).
- Fyld kassen med vand. Når den røde kugle kommer op til overfladen er kassen fyldt.
- Tag tomatplanterne ud af plastikpotterne og plant dem i hullerne i kassen.
- Vand planterne oveni jorden med cirka 1 liter vand eller til jorden er godt fugtig.
6. Pasning af planterne
Så vil dine tomatplanter så småt begynde at sætte fine gule blomster. Det er disse blomster, der bliver til fine tomater. En tomatplante må ikke bare vokse som den vil. Hvis man lader den gøre det bliver den nemlig kæmpe stor og busket, og der er næsten ikke noget næring til tomaterne, men kun til stamme og blade.
Beskæring af tomatplanter
Mange af de tomatplanter, som vi dyrker i haven, er indeterminante sorter. Det vil sige, at de har en ubegrænset længdevækst på deres hovedstængel. Derfor har de også brug for beskæring for at holde formen. Det er derfor vigtigt at man løbende husker at nippe/knibe de små sideskud af som planten sætter, det er bedst at gøre det imens skuddene er så små som muligt, for ikke at lave 'sår' på planten. Når du gør det vil der kun komme tomater på hovedstænglen, og du vil få et større udbytte, da planten ikke bruger så mange kræfter på at sætte flere stængler og blade.
Mellem bladet og skuddet kommer der et lille sideskud, der skal knibes af.
Knib evt. også toppen af tomatplanten, hvis den når toppen af drivhuset, eller i midten af august måned.
Gødning til tomatplanter
Husk også at tilsætte gødning til vandet når du fylder din kapilærkasse op. Helt almindelig blomstergødning fungerer fint. Du skal vande dine planter cirka 1 gang om ugen afhængig af hvor varmt det er i vejret.
Bestøvning af tomatplanter
Tomatplantens gule blomster skal bestøves før end de kan blive til tomater. Hvis planterne står på friland burde det ikke være et problem, da der vil komme bier og insekter og sørge for bestøvningen. I drivhuset skal du sørge for at insekterne kan komme ind, og ellers kan du bruge en lille pensel og selv sørge for at hjælpe bestøvningen på vej.
Tip!
Du kan også ryste tomatplanterne når der er kommet blomster på. Så fordeler pollen sig fra blomsterne og bierne kan bedre bestøve flere blomster og du kan få flere tomater.
Skriv en kommentar